Nu er det jo sådan at jeg barsler med en smuk lille prinsesse i maven. Jeg glæder mig SÅ meget til hun kommer til verden engang i maj, og ikke mindst til det farverige vidunderlige liv vi skal dele.
Og nu jeg er ved at vænne mig til 'mor-skabs' tanken, så er der naturligvis en masse overvejelser som presser sig på.... Hvordan med familie? Og hvad
er familie?
Situationen er således, at det stadig er uvidst om det kun bliver mit ansvar eller om bio-faderen vil deltage. Det er noget tiden vil vise. Men jeg skal indstille mig på begge dele. Og mange af mine overvejelser i fht om jeg skulle gennemføre graviditeten eller ej, gik netop på dette spørgsmål, "Jamen et barn skal da ha en far ??!!?" Eller hvad? Er det et MUST at et barn have konstellationen 'far-mor-barn for at få de optimale opvækst-vilkår? Er noget bedre end andet? Og hvad er vigtigt for et barn?
Jeg er konstant undersøgende på området, og det vil sandsynligvis være et on-going tema i mine bloggerier.
For jeg cirkler om den konklusion, at familie ikke nødvendigvis har noget at gøre med blodets bånd. Naturligvis har blodets bånd en u-sammenlignelig værdi, og jeg er også spændt på selv at opleve hvordan instinkter og følelser træder i kraft når jeg bliver mor.
Men familie er for mig i høj grad noget jeg vælger. Og nogle der vælger MIG.
For lidt over et år siden, var jeg til et spændende foredrag med den amerikanske sortfods-indianer Pablo Russel på
www.mindjuice.dk , omkring, ja LIVET. Han sagde mange kloge og hjertevarmende ting, blandt andet, at hvis man manglede en mentor, eller en 'wise elder', så skal man bare finde en!
De forældre vi har, har vi af mange grunde, og de har jo været med til at forme os som dem vi er.
Men hvis vi ikke er på bølgelængde med dem, eller hvis frustrationerne er større end glæderne ved samværet, og hvis nogle af de basale behov som fx. omsorg og støtte ikke føles opfyldte, ja så er det bare ud og finde nogle supplerende "forælre", mentore eller "wise elders"om du vil.
Derfor blev jeg i sensommeren 'adopteret' af en klog og vis cowboy-indianer i dansk og rødhåret forklædning. Han har ingen bio-børn, men masser af overskud og (ubetinget kærlighed), og ikke mindst,
lysten til at være en støttende grund-pille i mit liv. Jeg kalder ham Carsten, og han kalder mig Fairy-datter. Og han er der og har været der og er typen der meget inspirerende og omsorgsfuldt tænker frem, og fx vil sørge for jeg (vi) får en Christiania Cykel når jeg skal være (single) Vesterbro mor. Det er bogstaveligt til at tude over!
Og så er det sådan at alle mine bedsteforældre forhåbentlig sipper kaffe sammen på en eller anden himmerisk palmeø. Man skal ikke kimse af værdien af bedste- forældre eller af samværet med ældre mennesker som har levet livet og som derfor har gået vejen.
Derfor har jeg også fundet ekstra 'bedster' til mig og min lille pige. Vi har blandt andet knyttet os til en klog amerikansk professor-inde, der bor i Wien og på Sjællands Odde. Og hun glæder sig til at blive Granny!
Og mht. far til min dejlige datter-lil: Hvis den biologiske far vælger
ikke at tage en aktiv del af forældreskabet, så vil min veninde Sif da gerne være far, og der er også et par andre veninder der har meldt sig, og ikke mindst, er der en god håndfuld
fantastiske onkler som jeg ved nok skal give min prinsesse lidt maskulint input og modspil og hvem ved, måske finder vi sammen en konge en dag. Jeg tror på at der sker det rigtige!
Familie er hvad du gør det til, og lad dig endelig ikke begrænse (i det hele taget) af blodets bånd hvis du har brug for mere. Der er masser af potentielle og vidunderlige, omsorgsfulde og elskelige onkler, brødre, søstre, tanter, fædre og mødre derude. Bare sig højt hvad du søger, og vær nærværende overfor dine behov! Om vi så har titusinder af liv, er der stadig ingen grund til at lade sig hverken begrænse eller nøjes!
Trine Sasha
